Et flot thebord er fyldt med lækkerier, som passer godt til theens skønne aromaer. Når det er sommer, er de lette kager en fornøjelse at nyde til eftermiddagstheen. Og friske bær som fyld eller topping er både lækkert og flot. Her på siden finder De opskrifter på kager, som passer perfekt til sommer.
Ingemaries mandeldrøm med rabarber
Bund
4 æggehvider
2 dl sukker
200g grofthakkede mandler eller hasselnødder
Rabarberfløde
250 g rabarber
2 dl sukker
1 spsk kartoffelmel
2 tsk vaniljesukker
5 dl piskefløde
Dekoration
Friske jordbær
Opskrift
Æggehviderne piskes skummende, og sukkeret tilsættes. Bliv ved med at piske, til det er stift. De smuttede, hakkede mandler tilsættes, og der røres forsigtigt rundt. Massen hældes i et ildfast smurt fad, og bunden bages ved 175 grader i 20 – 25 minutter. Rabarberne skæres i 1 cm lange stykker, og fordels i et smurt fad. Kartoffelmel, sukker og vaniljesukker blandes og hældes over rabarberne. Rabarberne bages ved 175 grader i ca. 20 minutter. Rabarberne og bunden køles af inden servering. Fløden piskes og vendes sammen med rabarberne. Rabarberflødemassen hældes over bunden og serveres, pyntet med blomster eller jordbær.
Jordbær shortcakes
10-12 stk
250 g mel
2 spsk bagepulver
75 g blødt smør
50 g sukker
1 sammenpisket æg
2 1/2 spsk mælk
Fyld
3 dl piskefløde
1/2 dl hyldeblomstsaft (ufortyndet)
250 g friske jordbær
Opskrift
Mel og bagepulver blandes og sigtes. Smørret tilsættes i små stykker, og dejen æltes igennem på en køkkenmaskine. Sukkeret røres i, og herefter røres æg og mælk i skiftevis. Dejen æltes, til den er fin og jævn. Den rulles ud på et melet bord, og kagerne stikkes ud med et glas, så de bliver ca. 6-7 cm i diameter.
Kagerne lægges på et stykke bagepapir og pensles med lidt smeltet smør. Bages ved 200 grader i 10-15 minutter. Afkøles på en bagerist.
Fløden piskes sammen med hyldeblomstsaften. Kagerne flækkes, og flødeskum og jordbær lægges mellem over- og underdel.
INGEMARIES MANDELDRØM MED RABARBER: Skal rabarberne koges? Opskriften siger, at rabarberne og bunden køles af inden servering. Glæder mig til at prøve opskriften – mums 🙂
Skøn dag til team PERCH 🙂
Kærligst, Grethe
Kære Grethe, rabarberne bages ved 175 grader i ca. 20 minutter. Jeg har nu tilføjet det i opskriften. Jeg håber at det smager 🙂 Og hav en rigtig god dag også 🙂 Mvh Anja, Perchs
Det er helt korrekt, at rabarberne i opskriften på Ingemaries mandeldrøm skal en tur i ovnen 🙂 Det er nu tilføjet i opskriften. De skal nemlig bages ved 175 grader i ca. 20 minutter. Velbekomme og hav en rigtig god dag.